søndag den 18. december 2011

Et mor-pædagogisk forsøg

Da jeg startede denne blog i sommer, hvor jeg havde fri fra studiet, var jeg godt klar over at når hverdagen ramte, så var tiden knap til opdateringer på bloggen. Jeg har nu erfaret, på den hårde måde, at det med at holde sommerferie (i september), når DK er oppe i fuld tempo efter en stille sommerferieperiode, kan tage pusten fra enhver! Jeg er ikke helt sikker på, at jeg gør det igen. Vi har alle halset efter og har ikke rigtig haft tid til at fordøje vores ferie, som vi kom hjem fra for godt 2 mdr. siden. Pyha!
Nu er hverdagen tilbage hvor den skal være - på godt og ondt. Som hos de fleste børnefamilier er morgenerne til tider hektiske og tiden til de helt store udfald er der ikke. Vi har faktisk nogle rigtig fine morgener hos os...når altså børnene bare gør det, de skal ;-)
Det går godt med at komme op og spise morgenmad og tage tøj på. Men herefter forekommer der altså en brist hos begge børn! Der er simpelthen et hul i hukommelsen hos børnene, hvor ingen af dem kan finde ud af hvad de skal. Det er de samme ting, de skal gøre hver dag, inden de skal have jakker og sko på. Så fra tøjet er taget på og til overtøjet skal på, har jeg konstant 2 børn der siger: "Hvad skal jeg så"?? Svaret de får er det samme hver gang: "Det samme, som du gjorde i går efter du havde taget tøj på". Jeg var mildest talt ved at blive vanvittig....
Men så kom jeg på en idé.......

En huske-oversigt



Rækkefølgen på tingene er ikke helt tilfældig, det "plejer" at være sådan, de gør. Men de har (nu) frit valg til at vælge rækkefølgen.
At "tage tøj på" kommer faktisk af sig selv, men den er på listen og står først, fordi et barn på 5 år ikke har nogen idé om at man læser fra venstre mod højre. Så det er ren træning i at lære hende at flytte øjnene i den rigtige retning (de har selvfølglig fået grundig instruktion). Så når hun ser, at hun skal taget tøj på og HAR gjort det, går hun videre til næste billede.
Teksten er med til at støtte læsetræningen hos Liva.

Vi har nu kørt med det i en uge og det fungerer FREMRAGENDE!

Yngstebarnet følger nu ikke længere billederne slavisk, men bytter rundt på opgaverne - hvilket hun har stor morskab ud af - det er også LIDT sejt, selv at få lov at bestemme!

Målet er selvfølglig at de gør tingene af sig selv.....og det skal nok komme, ja, jeg synes faktisk at de er rigtig godt på vej!

onsdag den 2. november 2011

Reality i TV

RealityTV er et rigtig FY-ord i den voksne del af befolkningen. Men faktum er, at Reality er en stor del af ungdommens hverdag og at det er noget, de fleste unge i dag er vokset op med. Og uanset hvor meget vi råber FY SKAMME, GÅ VÆK, er Reality kommet for at blive. Mange unge identificerer sig med de personer, de ser i programmerne og ønsket om at "blive kendt", også for "ingenting" lever i bedste velgående blandt unge mennesker. Reality er jo ikke bare Paradise Hotel, hvor grænserne for aftenkaffe-TV bliver overskredet gang på gang. X-Faktor er et andet glimrende eksempel - og her sluger forældrene også råt, hvad producenterne har valgt at vise os. Køen ude foran X-Faktor auditions taler sit helt eget og tydelige sprog - jeg vil også være kendt!
Hvorfor nu denne svada om Reality, tænker du måske? Jo, jeg har lige afleveret dette års første store opgave på Seminariet, som omhandlede dokumentaren "Generation Reality" som blev sendt på DR2 i maj 2011. Opgaven handler faktisk dokumentaren - ikke om reality, men med måden som dokumentaren er klippet på, virkemidlerne, baggrund, lys og lyd, fremmer instruktøren sit eget budskab og begrunder sit eget argument, nemlig at: Medier kan klippe og forme alt efter formålet - inkl. dokumentargenren! Dokumentar-genren bliver af de fleste anset for at være troværdig og faktabaseret - men er den det?

Dokumentaren "Generation Reality" er bestemt et (gen)syn værdigt - den spiller på alle reality-tangenter og giver bestemt een stof til eftertanke....især hvis man har eller får teenagere i huset på et tidspunkt - for skal man støtte sit barn i at blive kendt "for ingenting"?    

Jeg kunne skrive meget mere om ungdommens "personlige livs verdener" og hvad de har tilfælles med reality - for det er vanvittig spændende for sådan een som mig, der gerne vil vide hvad der foregår i hovederne på de unge idag:-)

Men det må bliver en anden god gang - for nu starter en ny opgave, som forhåbentligt bliver lige så spændende.

lørdag den 15. oktober 2011

Mr. China - webshop

Der er mange ting, der skal indhentes efter hjemkomst, når man vælger at holde sommerferie i september, hvor resten af DK kører for fuld skrue! Det er ca. 3 uger siden vi returnerede fra en helt forrygende ferie i Staterne - og de fleste løse ender, er ved at være samlet op.

Så hvorfor ikke kaste sig ud i et nyt projekt?


Nu er det jo ikke sådan, at vi keder os i det daglige....men.....Vi har valgt at kaste os ud i at lave en web-shop, som Mikkel primært kommer til at køre.

 MrChina.dk hedder den.

Her sælger han forskellige dimser, dutter, dimsedutter og gadgets ("Din dimsedut-dealer på nettet"), som fx USB-kabler og diverse gadgets til ganske overkommelige priser.

Check selv siden ud her: MrChina.dk

På Facebook kan du "synes godt om" på denne side: Mr.China.dk på Facebook og få opdateringer om de nyeste "dimsedutter".

Happy shopping!

tirsdag den 13. september 2011

NYC 2011

WOW - så oprandt dagen, som vi havde ventet på så længe! Kl. 04.00 ringede uret, men hvad gør det, når der står F-E-R-I-E på dagsordenen! Kl. 06.00 kørte vi mod Hamborg hvorfra vi skulle flyve til London og få timer senere til NYC. Vi havde indlagt en 3 timers "buffer" i tilfælde af punkteret dæk etc. Men AK AK AK AK!! Det var SLET ikke nok! 19 km før Hamborg ramte vi et 2-dagsvejarbejde. Da vi kom til køen var den 12 km lang - da vi kørte ud, kunne vi høre på trafikradioen at den var blevet 40 (!) km lang. Det tog os 4 timer at køre de 12 km. 4 fugging timer! Til tider holdt vi bare stille - dvs. det var kun bilen, indeni var vi flere gange i panik over den ferie, der var ved at smuldre mellem fingrerne på os. Vi kunne ikke komme af motorvejen, så der var bare to ting at gøre: Vente og håber på det bedste!


For den beskedne sum af 50 pund pr. pers. kunne vi få lavet billetterne om. Så efter 3en meget sen frokost (kl. 16) var det afsted til London med os. Vi tog direkte på lufthavnens hotel og for den endnu engang beskedne sum af 2800 kr fik et sted at sove.....Pigerne syntes det var det VILDESTE sted og foreslog at vi hentede Chili (vores hund) og så flyttede ind :-)


Næste morgen ringede vækkeuret kl. 05.00....eller det vil sige alle 4 vækkeurer, for vi var helt panikken over at risikere at sove over os, så vi have sat 2 alarmer hver :-D
Og man kan vist roligt sige at jeg ikke var specielt glad for at skulle flyve på 10 års dagen for 9/11. Men der var ingen vej uden om. Faktisk var vi heldige (sagde damen fra British Airways) at hun stadig havde pladser til USA på vores (monkey) klasse. Der var faktisk flere ledige sæder da vi lettede og vi fik at vide at vi måtte sætte os, som vi ville. Så måske var datoen heldig i vores situation.


Jeg havde frygtet lang ventetid i lufthavnene pga af 9/11, men det var ikke tilfældet. Vi valgte at forlade flyet i USA som de sidste - det er meget nemmere, når man har børn med. Og da vi havde fået udfyldt de sidste papiere, fået børnene tisset af, osv. ja, så var køen forsvindende lille og godt 20 minutter senere var vi igennem OG havde fået vores kufferter. Det gik SÅ meget nemmere end forventet!
Så hoppede vi i en taxi og kørte til Brooklyn hvor Jacob (min bror) og hans kone Kitty bor. Da Jacob var i Danmark (hvilket jo er lidt underligt, når nu det også er ham vi skal besøge), var det søde Kitty der tog i mod.


Vi har nu invaderet deres 2-værelses lejlighed og prøver at fylde så lidt som muligt :-D
Pigerne har klaret jetlag´et med bravour - det er kun gået ud over Mikkel, som stod op med dem kl. 04.45 i morges :-D
Her er lidt fotos fra de sidste par dage:

Lortekø - så langt øjet rakte!


WOW - King size bed på hotel er bare det BEDSTE!





Sej ambulancecykel i London (Lufthavn/hotel)



Nana tager billeder i lufthavnen med sit kamera til sin kommende USA fotobog


ENDELIG fremme! Familiefoto fra Jacob & Kittys tagterrasse



9/11...himlen åbner sig.....



Istid i Brooklyn på Pier 6
Mr & Mrs - vi bliver ALDRIG trætte af den udsigt!!

Påsætningsnegle til piger...Enhver 7-årig piges drøm! :-D
På "Vandlegepladsen" (Pier 6) fik Liva en ny hjerteven: Emily

Rex & Liva foran Yankee Stadium

søndag den 28. august 2011

Gardenparty 2011

Jeps, mor her har været til Party:-)

En gang i den mørke vinter hvor jeg så Nik & Jay spille deres dengang nyeste single i X-Faktor, sad jeg samtidig og chattede med min "gamle" klassekammerat Mette, som jeg udover en reunion i 2008, ikke har set siden 9. klasse. Hun gjorde mig opmærksom på at både Nik & Jay og Burhan G skulle spille til Gardenparty i Hjørring den efterfølgende sommer og inviterede mig på stedet til at tage med! Mikkel ville hellere passe børnene end til koncert, så to dage senere havde jeg købt en billet til mig selv!

I går var så dagen, hvor jeg kørte de 120 km til Hjørring for at få en sjov dag med en masse søde mennesker, jeg ikke kendte på forhånd - altså lige på nær Mette. Og det gør jeg gerne igen!

Godt nok skriger kroppen i dag NEJ!! på en gentagelse - og jeg vil helst ikke indrømme det, men kroppen fortæller mig at jeg ikke er 22 år længere. Eftersom det havde regnet de foregående dage, var muligheden for at sidde på jorden lig nul. Vi stod op fra kl 12.00 til kl. 01.00 hvor vi var hjemme igen. Mellem hver kunstner var der en times ventetid og eftersom man ikke kunne sidde ned, ja så kastede vi os ud i at danse med de unge foran Cult-teltet og ANR-scenen. Det var virkelig sjovt og vi var virkelig gamle i forhold til de andre - men jeg blev da lige introduceret for det nyeste musik inden dance-genren - og vi fik "løftet loftet" mere end een gang :-D

I gamle dage kunne man blive fuld mindst 2 gange på sådan en dag - i starten og i slutning....Det kan jeg så HELLER ikke mere....alle de der fadøl blev for meget og var ikke sjove at danse med i maven og sidst på aftenen var vi flere "gamle" der stod med hovedpine...AK AK AK - det er hårdt arbejde at være ung med det unge!!  

Men...sikke en fest! Jeg skal dog nok lige bruge et par dage til at komme over det! :-)



Her lidt stemningsbilleder fra Gardenparty 2011 i Hjørring:

 

Det starter godt. Nikolaj (Mettes mand) henter øl.                                           



                                                               Rex, Nikolaj & min veninde Mette


Lidt regn fik vi også...
Ved godt at jeg ikke helt har styr på ungdommens fingertegn...
men hvad betyder det her dobbelte "OK -sikker i trafikkentegn"??
Eller er det: "Du har brug for briller"-tegnet...eller
"Jeg ser dig og du ser godt ud"-tegnet?? 
Så er der dans med de unge!
Hmm, de havde godt nok heller ikke mange kunder i den butik...
Mikkels overlevelsesregnslag var guld værd
2 piger i sparkedragter & Nikolaj

Ikke alle kom hjem med tørre fødder - heller
ikke mig;-)

Aftensmaden fra byens fineste restaurant:
Vendia sandwich med Chorizopølse, grillet
artiskok og dijoncreme. 50.- Hjørring mønter

Ak, ja..skulle måske have haft røjserne
på...;-)


Nå, ja...her er lidt fotos af musikken:-D

Burhan G
Sanne Rockmama

Kong Larsen

De største

fredag den 26. august 2011

Smukke smykker

Her er lige lidt smykkeguf. Min dejlige kollega Heidi og jeg har været i gang med perlerne og jeg tilstår gerne at vi ikke selv har fundet på ideerne:-) Vi køber alle vores materialer hos Creativ Company, som også har et hav af inspirationssider. Creativ Company sælger også til private - så det er bare med at komme igang.
Vi laver og sælger smykkerne på arbejdet - de viste smykker er allerede væk, så vi må igang igen :-D

Vi sælger begge typer kæder for 50.-kr pr. stk.


Metalkæder m. div. perler & vedhæng:

 


Læderhjerter i fl. forskellige farver. Syet med sølvtråd:



















Kan I lide dem? ;-)

søndag den 21. august 2011

Livet som netmeritstuderende...


Så begynder hverdagen…...og nu gik det lige så godt!
 
Efter knap 3 måneders ”studieferie” starter skoleåret for os lærermeritstuderende (og mange andre) på Nørre Nissum Seminarium. Dette skoleår/ de 2 semestre byder for mit vedkommende på Almen didaktik (” læren om undervisnings mål og indhold”) og faget Dansk, rettet mod de store elever, med afsluttende eksaminer i begge fag til sommer.

Dette er mit andet studieår, så nu ved jeg ligesom hvad det betyder for vores hverdag herhjemme – måske er det derfor jeg synes, studieferien er ALT for kort ;-) 
Nej, egentlig er det ikke så slemt – alt er bare sat i system og hver en time i døgnet bliver udnyttet. Dette giver en masse fordele – man ved hvem der gør hvad og hvornår, og hverdagen er helt forudsigelig hvilket mindsker risikoen for stress og jag. Samtidig får man udnyttet al ens tid og når meget på ingen tid.  Men det har også et par minusser – sygdom og uforudsete hændelser vælter al planlægning og forsager en del panik, indtil hverdagen er tilbage på rette køl. Og så er forudsigelighed i længden også bare KEDELIG! Men i dette tilfælde absolut nødvendigt! Nå, ja…og så ser ingen af os TV (kun fredag), så vi kan ikke snakke med på arbejde om div. serier eller spændende udsendelser. Man KAN faktisk leve uden at tænde for TV´et hver dag – har jeg fundet ud af ;-)

 
 
Men hvorfor er det lige, jeg har kastet mig ud i alt dette studiehalløj, spørger du måske? Det er for at fremtidssikre mig selv. Jeg har et fantastisk job lige nu, men skulle jeg gå hen og miste det, står jeg med en gammel frisøruddannelse (som jeg ikke ønsker at bruge) og en faglæreruddannelse, som jeg pt. kun kan bruge i Aalborg, hvilket tidsmæssigt ikke kan lade sig gøre med at skulle hente/aflevere 2 børn hver dag. 
Jeg betaler selv min uddannelse, den kommer til at koste os ca. 60.000 kr. i egenbetaling + bøger + tabt arbejdsfortjeneste i dage, jeg er på seminariet, hvilket jeg er 2 dage af gangen, hver 3. eller 5. uge gennem begge semestre (på nær i praktikperioderne). Jeg føler mig meget heldig at være ansat et sted, hvor jeg får lov til at uddanne mig ”væk” fra det område (plejesektoren), jeg arbejder i. Jeg er meget taknemmelig for at have fået denne mulighed, og husker at sætte stor pris på det!

I løbet af det sidste år er jeg rigtig mange gange blevet spurgt, hvordan jeg/vi kan få en hverdag til at fungerer med fuldtidsarbejde, fuldtidsstudie, 2 børn, hund, hus, osv. Og jeg kan godt forstå folk spørger – jeg er jo et kreativt RODEHOVED og hvordan kan jeg leve med så struktureret en hverdag? Fordi jeg skal. Længere er den ikke. 
Jeg blev enormt provokeret af en studievejleder på seminariet, som den første gang jeg var der, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Fuldtidsarbejde? Fuldtidsstudie? 2 børn? Mand? – ha! Hvem skal skrive dine opgaver? For det har du SLET ikke tid til!” Det skulle han godt nok ikke sige til mig! Den påstand skulle jeg NOK få modbevist! 
Han er i øvrigt en fremragende lærer, som desværre røg ned med stress…så måske havde han selv gang i for mange ting på én gang…

Inden studiestart satte Mikkel og jeg os ned med et stykke papir. Her fordelte vi arbejdsopgaver i hjemmet – eller rettere: Mikkel fik flere huslige pligter! J Jeg er godt gift – jeg VED det!!! Men dette er jo også et familieprojekt, vi VIL begge at dette skal lykkes. Vi har også fået stor hjælp af vores forældre, som træder til når der er brug for det. Uvurderlig hjælp – ingen tvivl om det!

Her er ugens forløb for mig, når studiet går i gang:

Mandag-torsdag:

5.55: Vækkeuret ringer – børn vækkes, morgenmad, afgang til skole/bh

8.15 – 15.15: Arbejde

Hente børn.

16.00: Hjemme – børne-tid, post, lektier osv.

17.00: Lave aftensmad

18.00: Spise

18.30: Rydde af/bade børn/børne-lektier

19.15: Børn lægges i seng

20.00 - 22.00: Studietid – skype/læse/ugeopgaver

22.00-22.30: Praktiske opg: vasketøj, pakke tasker osv.

Herefter Godnat!

Fredag ligner resten af ugen bortset fra at fredag aften er TV-hyggeaften – så ingen studie her J

Weekend:

2-4 timers studie lørdag og søndag.

Hvis Mikkel har arbejdet nat og sover om formiddagen, er jeg sammen med børnene der og læser eftermiddag/aften.

Har han eftermiddagsvagt, læser jeg formiddag/aften og er sammen med børnene om eftermiddagen.

1 times motion lørdag el. søndag.

Rengøring, oprydning etc.

Hver søndag:

Madplan og indkøb til hele ugen (onsdag suppleres op)

Skype søndag aften kl. 20.

Når der så er større opgaver, der skal skrives, skal der yderligere lægges timer til.

Jeg kan da godt se, at Mikkel ikke lige er blevet lagt ind i skemaet….men det er dog ikke af ond mening. Men jeg ved jo aldrig rigtig hvornår han er hjemme, og når han er, ordner han vasketøj J J Ha ha ha.

Så nu ved I, hvor og hvornår I kan finde mig de næste 9 måneder J Jeg regner med at får mit liv tilbage igen i juni 2012 – ses vi? J
 





Alle de uundværlige ting for en netmeritstuderende når turen går til Nr. Nissum! 
Skoletaske, bærbar, penalhus, øl, bøger, kladdehæfte, kopier....:-D



mandag den 15. august 2011

At rejse er at leve…..

H.C. Andersens lidt slidte citat er ikke desto mindre sandt, hvis du spørger mig – og lige om lidt er det min tur til at drage ud i verden! Og hold da op, hvor jeg glæder mig! Det er en tur vi har sparet op til i 3 år og nu skal det være! Vi skal til New York City og Washington D.C.

Det er jo ikke første gang vi skal derover. Mikkel & jeg blev jo gift i NYC og jeg har været au-pair i D.C. Men det er første gang vi skal derover med vores børn på 5 & 7 år.
Vi skal bo hos min dejlige bror og hans smukke kone i NYC og når vi skal til Washington, skal vi bo hos den værtsfamilie, som jeg var au-pair hos i ´93/´94 og som jeg stadig har kontakt til. Det betyder utrolig meget for mig at min værtsfamilie skal møde Mikkel & børnene – det er som om ringen sluttes. Jeg er altid blevet betragtet som en del af deres familie – ikke som en babysitter….og faktisk tilbød de mig at betale halvdelen af en universitetsuddannelse, hvis jeg ville blive i USA – set i bakspejlet kan det jo være svært at forstå at jeg takkede nej til det!!

Vi har snakket om at udskyde turen til næste år, men mine ”værtsforældre” er gamle - jeg passede deres barnebarn da jeg var derovre og kan se på FB at min ”værtsfar” nu er 75 år gammel og selvom de begge arbejder, ved man ikke hvordan tingene ser ud om et år.

I vores lille familie har vi taget den beslutning at vi hellere vil rejse langt ud i verden hver 3.,4. eller 5. år end på chartertur hvert år. Ikke, at der er noget galt i charterture, ork, nej! Dem har vi også været på og jeg kan SAGTENS ligge ved en pool i 7 dage uden at lave andet end at nyde solen og kolde drinks;-) Men vi vil gerne have at vores børn skal opleve verden – der er så meget at se og det er bare med at komme afsted inden man gror fast! Min bror gav begge børn aktier i dåbsgave (ja, i disse tider ville de kolde kontanter nok være mere værd ;-) – aftalen er, at de penge der til den tid kommer ud af det, kun må bruges på at rejse. En fremragende idé, synes jeg – som passer perfekt ind i vores rejsepolitik. 

Vi har bla. både været i Sydamerika & Australien mens børnene har været små. Det kan de selvfølgelig ikke huske ret meget af, men vi har billeder og som I kan se på mine fotos, remindere rundt om i huset som vi tit og ofte taler om og kigger på.

For at spare op til denne tur har vi de sidste to sommerferier, pakket et familietelt og kørt rundt i DK, hvor vi har slået teltet op i venner og families haver. Når man tænker på, hvor lidt jeg bryder mig om at campere i telt, må jeg sige at disse ferier har været helt fantastiske - ellers havde vi nok heller ikke gjort det igen. Ungerne ELSKEDE det og det var hyggeligt og nærværende at være sammen med andre på denne måde. Nogle havde ferie, andre ikke og vi forsøgte bare at passe ind i deres rytme. Nogle dage lavede vi mad, andre dage spiste vi med....Og det kunne godt tænkes at vi gjorde det igen:-)


Vores køleskab:

Jeg har siden au-pair-tiden samlet magneter fra de steder jeg har været og det er vi så fortsat med. Kønt er det ikke - heller ikke når børnene har omrokeret :-), men det må de gerne og vi snakker om de forskellige magneter, hvor de er fra og om de har været i det land.




På kontoret er en anden reminder om at rejse ud i verden – en knappenål for hvert sted vi enten har været hver for sig eller sammen. Det er alligevel blevet til nogle stykker med tiden! Og en evig reminder om, at der stadig er mange steder vi mangler at se!

Uhh, bliver helt høj af at skrive om at rejse – 3 år, har jeg ventet USA…3 år!!

Det bliver intet mindre end fantastisk!!


Her er et par af mine yndlingsmagneter:







tirsdag den 9. august 2011

Internettet gør verden mindre…eller større

Dette er en lille pudsig historie, som er ganske sand og som viser hvad internettet også kan, udover FB, Twitter og nøgne damer.

For dem, der kender mig, kommer det ikke som nogen overraskelse, at jeg vældig godt kan lide ”Nik & Jay”. For en uges tid siden, hvor jeg sikkert kedede mig, fandt jeg en video med ”Nik & Jay” på Youtube, som jeg ikke havde set.
Under disse videoer kan man smide en kommentar, hvis man har noget at sige – og det er der mange, der har. Som regel er det ligegyldige kommentarer, som ”Fuck Nik & Jay” eller ”Jeg elsker Nik & Jay”, osv. 

Men én kommentar fangede mig. 

Det var fra en nordmand – han skrev i sin kommentar at han brugte præcis denne Nik & Jay sang og video som eksempel på ”moderne historiefortælling”
i sin undervisning i Norge.
Se lige dér, kom den fremtidige lærer frem i mig! 
Jeg kommer jo til at skulle slås med at gøre undervisningen interessant og vedkommende for mine elever – jeg har jo (frivilligt) valgt at jeg gerne vil have de ældste elever, dem hvor hormonerne raser i kroppen og hvor venner, kærester og mobilen har størst interesse.


Ahh, elsker udfordringer!! J

Efter at have grublet over denne kommentar, besluttede jeg mig for at jeg var ALT for nysgerrig til ikke at gøre noget ved det. Så jeg besluttede at skrive til personen. Sådan noget har jeg aldrig gjort før…..Jeg kunne udfra ”kaldenavnet” ikke se, hvem jeg skrev til, men jeg MÅTTE bare høre hvad vedkommende havde af spændende vinkler på musik/tekster/undervisning.
Jeg skrev en høflig, rosende mail og spurgte vedkommende om han/hun ville dele sine erfaringer og analyser.

Næste dag lå der et svar!

Jeg havde ikke helt tænkt over hvem der mon var forfatter til kommentaren på Youtube – men have nok ikke forventet en gut på 53! Han var utrolig glad for min besked og fortalte, at han ikke kun brugte Nik & Jay, men også Sort Sol og Eminem i undervisningen. Her kan man da tale om en lærer, der følger med tiden!

Han har nu været så venlig at sende mig en masse inspiration i forhold til både tekstanalyse, undervisningsemner, diskussionsemner og billedanalyse i forhold musik, tekster og videoer, herunder andre, også danske, musiknavne.
Som studerende takker jeg ydmygt – det har bestemt givet stof til eftertanke og inspiration til undervisning!

Og én ting er sikkert efter denne spøjse oplevelse: Jeg vil ikke tøve med at gøre det en anden gang! 
Der ligger jo en verden derude, der kan inspirere og imponere…..og tastaturet er lige hér og musen lige dér. 

Hvor er det nemt – hvis man tør!

Happy surfing!